KATOLIK I TØNDER – ET HISTORISK OVERBLIK
Som de fleste sikkert ved, blev kristendommen i Danmark ikke indført fra den ene dag til den anden; det skete gradvist over en periode på flere hundrede år.
I Tønder blev den første kirke bygget kort tid efter byens grundlæggelse, nærmere betegnet engang i 1100-tallet. Den var viet til Sct. Laurentius – værnehelgen for sjælene i skærsilden, bibliotekarer og forskellige erhverv, som har med ild at gøre. Den lå på det nuværende Vestergade 31-35 (Danske Bank og Møbelhuset), og den tilhørende kirkegård bredte sig til nr. 25 og videre til Laurentiusstrømmen.
I 1238, altså ca. hundrede år senere, ankom de første munke – franciskanerne, eller ’gråbrødrene’, som de populært blev kaldt. Ordenen var grundlagt ca. 40 år tidligere i den norditalienske by, Assisi, hvorfra den hastigt havde bredt sig til store dele af Europa. Franciskanerne omtales jævnligt som ’tiggermunke’, hvilket dog ikke skal forstås sådan, at de ikke gad arbejde for føden, tværtimod! De grundlagde nemlig primært deres klostre i byerne, hvor de brugte den altovervejende del af deres sammentiggede midler på fattighjælp og pleje af syge. Drevet af ægte evangelisk næstekærlighed fungerede de med andre ord som den tids social- og sundhedsvæsen.
Og sådan så de ud
De slog sig ned på området mellem Skibbrogade og Vidåen, hvor de med bistand fra en vis ridder Johannes Naffnessøn og dennes hustru, Elsiff, grundlagde et kloster med tilhørende kirke, viet til Jomfru Maria. Klostrets første leder – eller guardian, som hans officielle titel lød – var den tyske broder Reinhard.
Sin tredje kirke fik Tønder omkring 1350. Den blev opført på stedet, hvor Kristkirken nu ligger og var viet til St. Nikolaus (Nikolai) af Myra (ca. 270 – 350), som bl.a. var helgen for søfarende, men som i dag velsagtens er bedst kendt under sit engelske navn, Santa Claus.
Foruden disse kirker lå der rundt om i Tønder et mindre antal kapeller, som man dog ikke ved ret meget om.
Reformationen raser
Byens borgere havde med andre ord rig adgang til kirkemæssig betjening, men det ændredes radikalt, da reformationen fra og med ca. 1520 vandrede nordpå fra Tyskland og vendte op og ned på alt. I 1522 var de nye tanker nået til Husum, og i 1526 blev der for første gang prædiket ’luthersk’ i Tønder.
I 1530 var kong Frederik I på besøg og påhørte en luthersk prædiken i gråbrødreklostrets kirke. Allerede forud for kongens ankomst havde amtmand Jesper Rantzau taget klostret i brug til opbevaring af forråd; munkene havde kun fået lov at beholde koret, sovesalen og et lille rum til at spise i. Da kongen var rejst, jog amtmanden brutalt munkene på porten og beslaglagde stort set alt, hvad der hørte til klostret med undtagelse af munkenes klæder og to par heste til borttransport af de gamle og svagelige. Kort tid efter blev klostret nedrevet, munkene fordrevet og materialerne genbrugt til bygningsarbejder på slottet.
Væk var gråbrødrenes kloster med tilhørende kirke, og den samme skæbne overgik Sct. Laurentiuskirken efter den store stormflod i 1532, hvorunder kirken led så alvorlig skade, at kong Fr. I, som ofte opholdt sig på slottet i Tønder, i 1535 besluttede at lade den nedrive. I 1589 blev Skt. Nikolaj jævnet med jorden. Kun tårnet, som var færdiggjort ca. 1520, blev skånet, og det står der den dag i dag som vartegn for Kristkirken Tønder – og vel også for Tønder by.
Af levn fra katolsk tid i Tønder kan man i dag bl.a. se følgende:
Kristkirkens døbefont
Granitkvadre fra Laurentiuskirken:
Nederst i gavlen på Bachmanns Mølle
og
i murværket på Tønder gamle latinskole bag Kristkirken
Sandstensrelief fra gråbrødreklostret:
I murværket over indgangen til Tønder Museum
Nye tider
Den 5. juni 1849 fik Danmark sin første grundlov, hvilket bl.a. betød, at der blev indført fuld religionsfrihed, ikke at forveksle med religionslighed. Det var en helt ny situation for de danske katolikker. Alle hindringer var nu ryddet af vejen; men der skulle gå endnu en rum tid, før man fra Kirkens side for alvor var i stand til at udnytte de nye muligheder. Kirker skulle bygges, der skulle rekrutteres præster, ordensfolk osv., alt sammen med hjælp ude fra den store verden. Man var jo ikke – og er stadig ikke – så velstående som Folkekirken.
Men tilbage til det katolske liv i Tønder: Oplysninger om, hvordan de nye tider i første omgang smittede af på de katolsk sindede i den sydvestlige del af riget, er sporadiske og svære at få øje på.
Fra nederlaget i 1864 til genforeningen i 1920 blev alt varetaget fra Flensborg, hvor alle dåb, firmelser, ægtevielser, begravelser samt til- og afgange i øvrigt blev registreret.
Mellemkrigsårene
Her i byen, som i resten af landet, var fremskridtene både små og langsomme. Tønder ligger som bekendt i randen af det katolske danmarkskort, og man har måttet hutle sig igennem på bedste beskub for at kunne samles til messefejring.
I Tønder læstes den første katolske højmesse efter genforeningen under private former. Det var en ung kapellan ved navn Johannes Bunte fra Flensborg, som søndag den 13. februar 1921, efter at have læst messe i Niebüll, steg på cyklen og drog videre til Tønder, hvor en lille menighed havde forsamlet sig i et privathjem på Østergade. Altså en pendant til de tidligste tiders huskirker i Rom.
I 1924 blev et lille kapel indrettet i tilknytning til en katolsk præstebolig på Kongevej 27 i Sønderborg, og den derværende præst betjente også lejlighedsvis Tønder.
I 1941 rettede præsten i Haderslev henvendelse til Tønder Statsseminarium med anmodning om at måtte holde gudstjenester i et lokale på stedet. Det blev bevilget under forudsætning af, at ’det kan ske uden ulempe for undervisningen og mod passende vederlag for udgifter til rengøring, varme, lys og eventuelt slid’.
Økumenisk intermezzo
I 1955 gav pastor Magle ved Kristkirken tilladelse til, at de lokale katolikker kunne fejre gudstjeneste der. Det blev dog kun til en enkelt messe, idet biskoppen i Ribe var af en noget anden mening: Jeg kan næsten ikke tro, det er rigtigt, sagde han i et interview med BT … og jeg finder, at en sådan brug af folkekirken strider mod bestemmelserne om folkekirkens bygninger. Sagen blev indbragt for kirkeministeren, som da også vendte tommelfingeren nedad.
Ordningen med seminariet fortsatte indtil 1965, hvor man købte ejendommen på Ribelandevej 41 af speciallæge Erik Burhøj. Her blev indrettet kapel i stueetagen og præstebolig på 1. sal.
Den 26. juni 1966 blev Hellig Kors Kapel indviet til den Hellige Frans af Assisi.
Det var den daværende biskop, Hans Martensen, der omgivet af adskillige præster fra ind- og udland og med indbudte gæster fra den lokale lutherske gejstlighed forestod den højtidelige handling.
Årene gik, Hellig Kors Kapel blev mere og mere mærket af tidens tand, og en renovering var efterhånden stærkt påkrævet. En indsamling blev sat i gang, Bonifaziuswerk spædede til, og bispedømmet sluttede op i køen.
Efter en omfattende istandsættelse, som havde kostet den nette sum af 900.000 kr., forestod biskop Hans en festlig genindvielse af Hellig Kors Kapel.
Begivenheden fandt sted den 9. november 1988, og man benyttede lejligheden til at knytte en ny værnehelgen til stedet, denne gang den berømte dansker Niels Stensen, som var blevet saligkåret en måneds tid forinden.
Skønt er det, vi ser,
skønnere er det, vi erkender,
langt det skønneste er det, vi ikke fatter.
Biskoppen skænkede kapellet et relikvie af Niels Stensen i form af et knoglefragment, som i 1953 var blevet sikret i forbindelse med overførslen af Stensens jordiske rester til det endelige hvilested i San Lorenzo kirken i Firenze.
Udstillet i Hellig Kors Kirke tillige med et portræt af Niels Stensen, skåret i træ af en lokal kunstner, Ole Worm.
Vokseværk
I årene derefter voksede menigheden støt, og dermed voksede også behovet for mere plads og bedre faciliteter i det hele taget.
En arbejdsgruppe blev nedsat, og takket være en pengegave i millionklassen, suppleret med egenhændigt indsamlede midler for 700.000 kr., var man vel rustet til at gå i gang med det omfattende tilbygningsprojekt.
Arbejdet tog sin begyndelse i begyndelsen af oktober 2007, og i det tidlige forår 2008 var alting klappet og klart.
Hellig Kors Kirke
Indviet den 4. maj 2008
Glimt fra dagen
Siden blev der samlet yderligere midler ind til etablering af en muret klokkestabel ud mod Ribelandevej.
Om selve klokken berettes, at den er støbt i Hamburg, hvor den derboende multikunstner og orgelbygger Hans Henny Jahnn (1894-1959) i 1928 havde ladet den fremstille med det høje d som grundtone, idet han ville benytte den som hjælpemiddel til stemning af orgler.
Kort efter nazisternes magtovertagelse i 1933 forlod Jahnn Tyskland og endte foreløbig på Bornholm, hvor han fra 1934 til 1946 ernærede sig som landmand. Klokken havde han medbragt og hængt op i sit arbejdsværelse. En dag i begyndelsen af fyrrerne havde han besøg af et par søstre af Det Dyrebare Blod, som drev et mindre kloster med tilhørende skole i Rønne. De fattede interesse for klokken, og Jahnn lovede at give den til den katolske menighed, hvis han skulle overleve krigen; og han holdt sit løfte. I 1945 kom klokken til Sankt Hyacinthus Kirke, hvor den blev indviet og navngivet Ave Maria. Af økonomiske årsager kom den dog først op at hænge i 1967.
I 2004 blev kirken solgt. Klokken blev dog skånet og fik lov at rejse videre, denne gang til Tønder, hvor den i første omgang blev deponeret i Hellig Kors’ havekapel, indtil den atter kom til ære og værdighed ved en højtidelig ceremoni den 19. september 2010. Pastor Benny Blumensaat stod for genindvielsen.
Optræk til uvejr!
Få år senere – i begyndelsen af 2015 – trak mørke skyer sig sammen over vores lille menighed. Man havde fra bispedømmets side, angiveligt af sparehensyn og på grund af præstemangel, besluttet, at alle danske menigheder, der talte færre end 300 medlemmer skulle nedlægges.
Forståeligt, at bestyrtelsen her i byen var stor. Så kort tid efter indvielsen af den nye kirke!
Ejendommen husede dengang et kommunitet, bestående af et par franciskanske nonner, sr. Lydia og sr. Ingrid, som i en længere årrække havde varetaget en væsentlig del af det daglige arbejde på stedet. Især førstnævnte lagde sig i selen, trådte gaspedalen i bund og kørte landsdelen tynd for at få registreret et passende antal, hvilket lykkedes til fulde.
Der blev skrevet mange breve frem og tilbage, og debatten kørte på højtryk, men gudskelov gik den højeste magt af med sejren, og faren drev over.
Og vel er der langt fra København til Tønder, og vel er vi ikke bispedømmets største menighed; men vi er trods alt ikke færre, end at vi i fællesskab formår at holde fanen højt og hæge om vores bastion på det katolske danmarkskort.
Tønder, den 7. november 2024
Erik V. Egholm Sørensen
Menighedsrådsformand
